I 1850-årene skrev Jørgen Moe en versjon av sagnet Fanitullen på vers.

	I hine haarde Dage, da ved Øldrik og Svir Hallingdølens Knivsblad sad løst i hans Slir, – da Kvinderne til Gilde bar Ligskjorten med, hvori de kunde lægge sin Husbonde ned,		Men da han stod i Kjældren, han saa i et blaaligt Skin én sidde der paa Tønden og stemme Felen sin. Og Manden holdt den omvendt, tæt ind til Brystet klemt, og gav sig til at stryge, saa snart han havde stemt.

	stod der et blodigt Bryllup i Hemsedal etsteds, hvor Leg og Dands var tystnet og Karlene slog Kreds. Thi midt paa Gulvets Tilje, i den mandslagne Ring, stod to med dragne Knive og med Bælte spændt omkring.		Det var et Spil som dued: Det klang som vred Mands Ord, som Hugg av staalsat Bile, og som Næveslag i Bord. Det jubled, og det hulked i den skumle Kjælderhal, da Slaattens Toner endte med et rungende Mannefald.

	Og som udskaarne Støtter i hvilende Ro staar endnu fire Karle i Kredsen om de to. De løfte Tyrilysen mot det sorte Bjelketag, hvor Røgens Hvirvler samles til et rugende Lag.		Taus Spillemanden lytted til de mægtige Løb; det var, som Spillets Hvirvler ned ad Ryggen ham krøb. Så spurgte han den anden: "Hvor lærte du den Slaat?" Han svared: "Det er det samme, men mind dig den blot!"

	Forgjæves tvende Kvinder med Hyl trænge frem, for aa bryde det faste Gjærde, der er stillet foran dem. De kastes vredt tilbage af muskelstærke Mænd – og Spillemanden rolig gaar til Kjældertrappen hen.		Nu Manden ned sig luded og efter Tappen tog – da saa han Hestehoven, som Takt mot Tønden slog. Han glemte rent aa tappe, han sprang i Stuen op – der løfted de fra Gulvet den faldne Mandekrop.

	Nu skal han ned og tappe, thi den seirende Mand kan sagtens vel behøve aa kysse Bollens Rand. I Bæltespænding nappes de kun med Blodets Tab, saa maa vel Aaren fyldes fra Tøndeetutens Gab.		Fanitullen kaldes endnu den ville Slaat, og Dølene den spille, og spille den godt. Men lyde de grumme Toner under Øldrik og svir, da løsner atter Kniven i Hallingdølens Slir.